icon

Hvad er forskellen på finér og massivt træ?

De mest nævneværdige forskellle på finér og massivt træ er:

  • Tykkelse & bredde
  • Ensartethed
  • Vægt
  • Modstandsdygtighed
  • Pris

Man kan ikke sige, at det ene er bedre end det andet. Det er to forskellige måder at bruge træ på, og jeg vil forsøge at forklare, hvad forskellene typisk er - og hvad du skal være opmærksom på, uanset om du vælger massivt træ eller finér træ.

Tykkelse og bredde på finér og massivt træ

Der hvor de to typer træ adskiller sig mest, er nok på tykkelsen. Tykkelsen på finér kan være fra helt tynde skiver på under 1 mm og op til typisk 10-15 mm. Tykkelsen afhænger meget af hvilken træsort, det skæres fra.

Massivt træ er typisk tykkere - fra 10 mm og op, da man ofte gerne vil have noget træ 'at arbejde med', når man bruger massivt træ.

Ved de vægure i træ, du kan købe her på PureTime har jeg valgt at bruge massivt træ, fordi jeg gerne vil kunne skære og gravere ind i træet for at give noget dybde, nogle skygger og noget liv, som jeg slet ikke synes, man kan få frem i vægure i finér.

Vesper - vægur i træ

På billedet: Vesper - vægur i massivt egetræ

På vægure i finér træ kan man stort set kun male eller markere detaljer i skiven.

Rent praktisk skæres finér ud af det 'indre' af en stamme - enten vertikalt (kvartskåret eller spejlskåret) eller horisontalt (planskåret).

Skærer man vertikalt, så opnår man et meget ensartet udtryk, da man skærer 'samme sted' ned gennem stammen. Skærer man horisontalt, så får man forskellighederne i stammens bredde med i et meget varieret udtryk.

Finér bruges oftest til at beklæde ovenpå andre træsorter for at give et mere eksklusivt look, men det kan også stå 'for sig selv' ved visse produkter.

Bredden på massivt træ er typisk begrænset af stammen og udskæringen, og derfor limer man flere smalle 'planker' af massivt træ sammen til en større, massiv flade ved fx de vægure, du kan købe her på PureTime.

Med finér har man mulighed for at udskære bredere 'plader' ud af træet, så der kræves færre samlinger.

Knager i massivt træ

På billedet: Gatis - knage i massivt træ

Ensartethed ved massivt træ og finér

Eftersom massivt træ består af mindre, hele planker der er limet sammen, så får man et mere unikt og varierende udtryk ved massivt træ. Der kan være forskelle i både mønster, farve og struktur.

Finér er langt mere ensartet, da det består af færre og tyndere lag, man har skrællet eller skåret af træblokke.

Det er smag og behag, hvad man foretrækker, og uanset hvad man vælger at gå efter, er to trævarer aldrig ens pga. træets unikke strukturer.

Vægten på træ

En anden markant forskel er vægten på de to typer træ. Massivt træ er helt naturligt markant tungere end finér, der er meget tyndere.

Man kan ikke sige, at noget tungt eller let er bedre end det modsatte, men for mig handler det om, at følelsen af et massivt træprodukt bare er mere lækker end at stå med en let finérplade, der ofte ikke er behandlet på alle flader, fordi det er et billigere produkt helt generelt - men igen - det er smag og behag.

Modstandsdygtigheden i forskellige træformer

Massivt træ har alle træets originale egenskaber - herunder også en større påvirkning af faktorer som luftfugtighed og udsving i temperaturer.

Jeg anbefaler derfor ikke, at man benytter PureTimes vægure i fx badeværelset, for træet vil helt naturligt arbejde og gi' sig - og så vil der være mulighed for at det sprækker og skifter farve.

Finér er meget mere modstandsdygtigt, da man i forvejen har skåret det ud og påvirket spændingerne i træet.

Udfordringen ved finér er, at man ikke kan arbejde ret meget med selve overfladen, da det er så tyndt. Kommer der en ridse eller ønsker man at arbejde med design på en finérplade, så er mulighederne meget begrænsede.

Det er også derfor, jeg har valgt at designe vægurene på PureTime i massivt træ.

Toiletskilte i massivt træ

På billedet: Toiletskilte i mørk, massivt egetræ

Prisen på træ

En anden og ret stor faktor er prisen. Massivt træ er ganske enkelt markant dyrere at arbejde med, da man skal bruge massive stykker træ, hvor finér er tynde plader (ofte af resttræ). Dvs. at der helt overordnet set ganske enkelt er mere træ/materiale, og det koster i sig selv mere.

Samtidig er der ofte mere manuelt arbejde i arbejde med massivt træ.

Vægurene her på PureTime bliver lavet helt fra bunden, og ca. halvdelen af arbejdsmængden foregår med håndarbejde - ægte håndværk, som du kan læse meget mere om i artiklen om produktionen af vægure.

Jeg håber, du blev lidt klogere. Mit budskab er, at det ene ikke er bedre end det andet, der er bare forskel på, hvad de forskellige trætyper kan.


Ældre opslag Nyere opslag